 |
 |
|
 |
 |
|
|
 |
Om sommerhuset
Du kan læser mere om huset her på siden, eller finde det på Sol og Strand, som står for udlejning. Vi har valgt ikke at udleje det privat.
Link til huset hos Sol og Strand:
http://www.sologstrand.dk/sommerhuse/danmark/bornholm/svaneke/sommerhus-6personer-95-4014.htm
Vi overtog sommerhuset 1. oktober 2011, så det er stadig meget nyt for os, at være sommerhusejere på Bornholm!
Vi har gået og overvejet at købe sommerhus på Bornholm igennem nogen tid, og pludselig viste muligheden sig for, at få det for os helt rigtige hus.
Huset er på 75 kvm og ligger på en ca. 5.550 kvm stor fælles grund. Huset er hovedhuset i et tidligere feriehusområde, hvor hele området var ejet af en enkelt person, og blev lejet ud som hytter. Vores hus var ejerens eget hus, som han boede i, i sæsonnen. Det er det største af husene (75 kvm), de øvrige huse var som udgangspukt på 32 kvm, men kan udbygges til 59 kvm., hvilket flere ejere har benyttet sig af.
Der er i alt 6 sovepladser fordelt på 1 dobbelt værelse, 2 enkeltværelser og en sovebriks (futon) til to i stuen.
Huset ligger lige i udkanten af Svaneke. Det tager omkring 5-7 minutter at gå til centrum (Svaneke torv) og havnen. Går du ned af stien og over et lille park anlæg, står du inde i Svaneke.
Det ligger på Duebakken oppe over Svaneke, og fra både terrasse og stue er der fri udsigt over Svanekes smukke røde tegltage, med den blå Østersø og Christiansø i horisonten.
Der er ca. 500 meter til Hullehavn, hvor du finder en lille hyggelig naturhavn med en kunstig anlagt sandstrand, og det tager ca. 10-12 minutter at gå til Vigehavn, hvor nok en af Danmarks smukkeste gåture, kyststien til Listed (ca. 2 km), starter.
Svaneke er vores foretrukne ferieby på Bornholm. I sæsonnen er der masser af liv og mange dagsturister. Om aftenen falder der ro over byen igen, og de sommergæster der er i byen indtager, sammen med lokalbefolkningen, de gode og hyggelige spisesteder: Restaurant Pakhuset i Brænderigænget, Siemsens Gaard nede på havnen, eller Bryghuset på Svaneke torv, for at spise middag.
Perioder sommerhuset er ledigt
Sommerhuset er fra ca. 1960 og derfor i den gamle stil. Vi har dog planer om, de kommende år, at modernisere huset op til mere nutidig standard.
Vi har allerede haft flere ugers ferie i huset, hvor vi har brugt tiden til at få sat en række ting i stand og forbedret de ting, vi umiddelbart syntes skulle gøres.
Vi har malet to af soveværelserne, sat nye boksmadresser i alle 3 soveværelser, vi har fået gjort en hel del ved køkkenet i form af nye skabe, ny bordplade, ny vask og blandingsbatteri, ny belysning, opvaskemaskine, og så er vandvarmeren flyttet i kælderen, hvilket har givet meget mere plads. Badeværelset har også fået en mindre omgang i form af nyt skab, ny håndvask, nyt blandingsbatteri og ny bruser/brusebatteri.
Men det er kun starten. Over de kommende år har vi planer om at gøre meget mere. Vi skal have isoleret tag og vægge op til nutidig standard, bygget køkken/alrum i stuen og sat et helt nyt badeværelse op i det der i dag er køkken. Så der er mange planer, der skal føres ud i livet de kommende år.
|
|
|
 |
|
|
|